Køge Natkirke – hvad er det?
Natkirke er en anderledes måde at gå i kirke på. Det foregår om aftenen, hvor der ellers normalt er lukket i kirken, og der eksperimenteres med form og indhold.
I Natkirken er rammerne vide – der er plads til at et bredt spektrum af musikalske genrer og kunstneriske udtryksformer, der åbner kirke og kristendom op på nye og måske uventede måder. Både talentfulde lokale amatører og professionelle musikere og kunstnere har de sidste år været med til at give deres bud på hvordan kirken kan bruges og give mening – også for folk der måske ikke føler sig hjemme i højmessen søndag formiddag. Det er kommet til udtryk på en række forskellige måder.
Musik og refleksioner – en anderledes gudstjenesteform fredag aften
På udvalgte fredage kl. 20, oftest når butikkerne har længe åbent i Køge by, inviterer Natkirken indenfor til en anderledes og nyskabende aftengudstjeneste. Her bliver indholdet i en musikers eller andre kunstneres ord og udtryk sat i samspil med kirkens rum og traditioner.
Lys- og lydlandskaber – drop-in Natkirke i Køge Festuge
Under festugen har Køge Natkirke åbent flere aftener i træk fra kl. 20 – ca. 23. I denne form for Natkirke kan man komme og gå som man vil – kigge forbi et hurtigt smut, eller blive siddende hele aftenen. I festugen med gang i den er Køge Natkirke et stemningsfuldt og roligt afbræk midt i mylderet. Med de mange koncerter på torvet har vi i kirken vægt på det visuelle udtryk. I 2016 havde kunstner kollektivet Vertigo-Obscura lavet en lys- og lyd-installation, der kastede nyt lys over det gamle rum. I 2017 var det lokale unge, der lavede videoer og living art til drop-in Natkirke. Der er også café, hvor det er muligt at møde kirkens præster og frivillige over en kop kaffe. Der er fri entré.
Koncerter med aktuelle og topprofessionelle navne
I samarbejde med spillestedet Tapperiet m.fl. har Køge Natkirke arrangeret en række unikke koncerter med store danske navne. Koncerterne er tilpasset kirkens særlige rum, så kunstnerne optræder solo eller i mindre akustiske set-up. Det giver en særlig intim stemning, og publikum i alle aldre har nydt godt af de smukke koncertoplevelser med Søren Huss, Anisette, Shaka Loveless m.fl. Til disse Natkirke koncerter er der entré.
Natkirke på vej – kom og vær med…
Køge Natkirke udvikler sig løbende og er interesseret i at samarbejde med alle der har kreative forslag og lyst til at være med til at undersøge og eksperimentere med, hvad det vil sige at være kirke i vores samtid. Natkirken er en ny måde at lave kirke på og ikke et forsøg på at lave en ungdomsklub eller et nyt koncertsted. Køge Natkirke foregår i et gammelt kirkerum, og det forudsætter at både aktører, optrædende og kirkegængere tager ansvar for rummet. Til gengæld er Køge Natkirke en unik mulighed for at agere i et usædvanligt og særegent rum og for at opleve det kristne ord talt i et vedkommende sprog.
Kontaktinformationer
Kontakt Signe Asbirk (sogne- og natkirkepræst i Køge Kirke) på sia@km.dk