MEDLEM AF FOLKEKIRKEN

Som medlem af Den danske Folkekirke er du medlem af en kristen kirke. Folkekirken er evangelisk-luthersk. Betegnelsen stammer fra reformationen i 1500-tallet, hvor man i forlængelse af Martin Luthers reformation fremhævede evangeliet i forhold til den katolske kirkes tradition.
Medlemsbidraget til folkekirken opkræves som kirkeskat. Det betyder, at børn eller unge uden skattepligtig indkomst ikke betaler medlemsbidrag.
Som medlem har du ret til konfirmation, at blive gift i kirken og ved livets afslutning at blive kirkeligt begravet eller bisat.

Indmeldelse i Folkekirken
Der er følgende måder at blive medlem af Folkekirken på

  • Ved dåb i folkekirken
    Hvis du ikke blev døbt som barn, kan du melde dig ind i folkekirken ved at blive døbt som voksen. Voksendåb og dåb af fx konfirmander kan foregå ved gudstjenesten, andre gange ved en særlig højtidelighed. Hvis du er døbt i en anden kristen kirke, skal du ikke døbes igen for at blive medlem af folkekirken, men kontakte en præst og bede om at blive optaget som medlem.
  • Hvis du ønsker at komme tilbage til folkekirken efter at have været meldt ud, skal du henvende dig til en præst i dit bopælssogn - klik her for at kontakte Signe Asbirk, der er kirkebogsførende præst.

Udmeldelse af Folkekirken
Ønsker du at melde dig ud af Folkekirken skal det ske skriftligt eller ved personligt fremmøde på kirkekontoret. Det er altså ikke nok at sende en mail, da vi skal have en sikkerhed for, at du er den du giver dig ud for at være.

Melder du dig ud af folkekirken, har du ikke længere ret til kirkelige handlinger.

Præsten har pligt til at respektere din beslutning om, at du ikke ønsker kirkens medvirken ved dine personlige mærkedage. Hvis du ved din død ikke er medlem af folkekirken, ses det altså som et udtryk for, at du ikke ønsker en kirkelig begravelse. Dine pårørende skal derfor selv stå for højtideligheden omkring din bisættelse eller begravelse.
Du bør fortælle dine nærmeste om udmeldelsen og tale med dem om, hvordan du ønsker begravelse eller bisættelse.

Ved de fleste kirkegårde er prisen for gravsted m.v. højere for personer, som ikke ved deres død var medlemmer af folkekirken. Det skyldes, at kirkegårdsdriften delvist finansieres af kirkeskatten, altså af medlemmerne.

Som medlem af folkekirken støtter du også via kirkeskatten en lang række kulturelle og sociale tiltag, som kirken er involveret i. Når du melder dig ud af folkekirken, trækker du samtidig din støtte tilbage til disse tiltag.