KØGE KIRKES TÅRNURVÆRK

af Anne Kirstine Mathiesen, organist og Claus Butty, kirketjener og urmager

Højt oppe i Køge Kirkes tårn, gemmer sig en sindrig konstruktion af tandhjul, lodder og trisser, udvekslingsmekanismer. Gennemføringer af stænger og stålwirer er ført fra det ene stokværk til det andet, gennem vægge og mure og har forbindelse op til diverse gear og motorer, der igen har forbindelse ud til urskiver og klokker.


Tårnuret

De fleste har sikkert en gang imellem skævet op til kirkens ur for at orientere sig om, hvad klokken er. Og det virker mærkeligt, hvis det er gået i stå eller går forkert, f. eks når det stilles om til sommer- eller vintertid eller bare ikke er blevet trukket op.
Men der er mange ting, der skal falde i hak, være smurt og fungere sammen, for at urværket, der er et af landets største, kan gå præcist og vise hvad klokken er - hele vejen rundt på alle fire sider af tårnet. Udover tiden styrer værket også, hvornår klokkerne oppe på næste stokværk skal slå og det har forbindelse til et ret specielt måneur, der er placeret over kirkens hovedorgel inde i selve kirken. 
Beskrivelse af urværkets fantastiske konstruktion
Urværket er udført af mechanicus Johannes Friis i 1825 til Vor Frue Kirke i København.
Det er et af de virkeligt store med en højde på 2 meter og en længde på næsten 3 m. Det var oprindeligt forsynet med måske verdens største såkaldte grahamgang, der nu kan ses i Køge Kirkes museum i Vor Frue Kapel. Tårnurmager Julius Bertram Larsen købte værket i 1903 og efter nogle ændringer blev det anbragt her i kirken.
Det har kraft nok til at drive både de store urvisere højt oppe på de fire urskiver, der kan ses udvendigt på tårnet, samt ’månen’ og ’traneviseren’ på måneuret inde i kirken.
Det er et såkaldt sejerværk udført i smedejern, en type som blev fremstillet helt frem til midten af 1800 tallet. Sejerværkerne er unika, ikke to er ens, selvom de er opbygget efter samme princip. 
Anderledes forholder det sig med de senere støbejernsværker, der blev fremstillet fra ca. 1850-1960. 
Her kunne man fremstille adskillige eksemplarer af den samme model.
Urværket består af et gangværk i midten, der er sat i forbindelse med viserne. Gangværket styres af en stiftgang med pendul, opfundet af franskmanden Amant i 1730.
Oprindeligt styredes værket af den tidligere nævnte, såkaldte grahamgang (opfundet af englænderen George Graham 1715) Ganghjulet kan ses på dette billede. Hjulet er 30 cm i diameter og forsynet med såvel årstallet 1827 som Mechanicus Friis’ navnetræk.
Men det var ustabilt og blev derfor udskiftet med den mere stabile stiftgang.
Se stiftgangen i funktion her
Se pendulet her

 

Tårnuret har desuden to slagværker
Urhammerne slår på de store klokker oppe i tårnet, og de er ved trækstænger sat i forbindelse med urets slagværker. Den ene slår på kvarterklokken og den anden på timeklokken.’
Hvor mange slag, uret skal slå, bestemmes af de såkaldte slagskiver eller datamater, kendt allerede i 1200-tallet, måske tidligere. De tre værker er anbragt i en jernramme, med gangværket i midten, kvarterslagværket i venstre side og timeslagsværket i højre side. 
Se timeslag
Se kvarterslag
Værkerne drives af lodder, der trækkes op en gang om ugen. Bertram Larsen forsynede urværket med et primitivt, elektrisk optræk.
I tilfælde af strømsvigt, kan værkerne trækkes op manuelt med et aftageligt håndtag.
Når uret trækkes op elektrisk, sættes der modvægt på tandhjulene, så uret holdes i gang.


Måneuret over hovedorgelet inde i selve kirken
Den indvendige urskive på vestvæggen over orglet er dateret 1589. Indskriften lyder:
’Tiden bruger alt, ligesom den røver alt’.
Skiven er forsynet med en månekugle på toppen, så det er muligt at følge månefasen året rundt. Det er en kugle i den øverste trekant, som er forgyldt på den ene side og sort på den anden.  Den drejer sig og viser månens faser i realtid. Viseren er en eenpeger (dvs. kun den lille viser) og er udformet som en trane, hvor næbbet peger på den aktuelle tid (time).

 

Klokkerne
Øverst i tårnet hænger 5 klokker.
Den ældste, og mindste, kaldes spirklokken og har tidligere hængt i den nedbrudte tagrytter.
En anden klokke er støbt af Jens Pedersen i Slagelse og bærer inskriptionen: ’Hil dig, Maria, fuld af nåde. Hører når jeg trækkes, kommer alle til helligdommen. I Herrens år 1470.’
Kirkens største klokke er 138 cm i tværmål og støbt i 1553 af Laurids Madsen Bøssestøber i København. Betalt af Køges daværende borgmester Simen Pedersen.
De to sidste klokker er begge støbt af Hans Klokkestøber i året 1571. Rådmand Peder Pedersen, der blev byens borgmester i 1574, bekostede den ene af dem.


En sjov lille reparations-opfindelse..
Alle huse synker lidt gennem tiden, også kirken. Og på et tidspunkt var loftet over urværket sunket så meget, at tandhjulene kørte så hårdt sammen, at der er blevet nogle kraftige slidmærker. Løsningen på problemet blev simpelthen, at man satte en lille kugle ind mellem trækstængerne op til gearforbindelsen mellem gangværk og de fire urskiver - for at forøge afstanden igen. 

 

Julius Bertram Larsen
Blev født 4. september 1854 (og døde i 1935) i Køge som søn af tårnursfabrikant Johannes Bertram-Larsen og Juliane Amalie Thygesen. Uddannedes hos faderen i Køge og blev svend i 1872. Efter faderens død i 1877 bestyrede han forretningen for sin mor til han i 1880 overtog den og flyttede til København. Hans mål blev nu at uddanne sig i den kunst at bygge tårnure, selv i meget store dimensioner, og sangværker (klokkespil) samt at konstruere og restaurere gamle kunsture, både store og små. Mange kunstfærdige gamle ure gik deres forfald og undergang i møde, fordi ingen havde tilstrækkelig interesse for dem. Det var Larsens forsæt at råde bod herpå. Med støtte fra forskellige fonde og legater og fra private velyndere, bl.a. Brygger J.C. Jacobsen, foretog han flere udenlandsrejser for at dygtiggøre sig. Og han mødte under sit arbejde megen tillid og forståelse, ikke mindst hos kunstnere. Af hans talrige arbejder fandt adskillige vej til udlandet, hvor de vandt anerkendelse på de store verdensudstillinger, og skaffede ham flere 1. klasses medaljer, sidst på verdensudstillingen i Chicago. Af de betydeligste uranlæg Larsen i årenes løb har udført, kan fremhæves sangværket på Frederiksborg Slot, tårnure til Århus Domkirke, Sct. Knuds Kirke, Odense, Holmens Kirke, Vor Frue Kirke i Kbh. Jesuskirken i Valby foruden flere slotte og herregårde. Kæmpeuret i Vor Frelser Kirke, Klokkespillet på Ledreborg, Planetariet i Rundetårn og det astronomiske ur i Lund Domkirke. Larsen er på sit område en kunstner, der var fuldt fortrolig med de gamles kunstfærdighed og arbejdede i deres ånd. Med en enestående dygtighed forenede han en lykkelig kærlighed til sit smukke og sjældne håndværk. De resultater han nåede, til dels bistået af interesserede kunstnere og videnskabsmænd, navnlig blandt arkitekter, musikere og astronomer, vandt fortjent anerkendelse både herhjemme og i udlandet, hvor talrige vidnesbyrd foreligger. 

 

Det gamle tårnur
I 1907 købte Bertram Larsen kirkens gamle tårnur, restaurerede det og anbragte det i Gethsemane kirke i København. Den oprindelige jernramme er bevaret. De lodrette stivere, foroven med spydformede spir, er af en type fra 1500-årene. Muligvis er urværket samtidig med måne-urskiven fra 1589. Værket har kun gået en dag, før det igen skulle trækkes op.

 

Ringeregulativ
Menighedsrådet ved Køge Kirke har udfærdiget et særligt ringeregulativ. Det er et sæt regler, efter hvilke kirketjenerne skal tænde og slukke for klokkerne i kirken ved kirkelige handlinger, højtider osv. Derudover ringer klokkerne efter et fuldautomatisk anlæg.

Fotos og video: Anne K. Mathiesen  Kilder: Taarnurmageren.dk